torsdag den 3. oktober 2013

Online castingbureauer

En ting der er vigtig at vide er, at det kræver utrolig meget arbejde at komme igang inden for denne branche. Det er selvfølgelig altid muligt at melde sig til sin lokale teater-skole e.lign. men jeg vil hovedsageligt fokusere på film- og tv her på bloggen. Der er så mange derude der drømmer om at slå igennem, og derfor er det vigtigt at du beslutter dig for nu, om du er villig til at gøre det der skal til. Du skal også forvente at starte du i de små. Med det mener jeg, at trods for det ikke er nemt nogen af delene, så er det dog nemmere at få en statistrolle end det er at få en hoved- eller birolle på film og tv. Jeg mener dog også personligt at det er en god idé at starte ud som statist, da man på den måde kan se hvordan det hele fungere på bare en enkel dag, og få verificeret om det er noget man gerne vil forstsætte med.

Når men der findes jo en masse forskellige måder at få landet sin første statistrolle (eller rolle) på. Personligt synes jeg, at et godt sted og starte, er de online castingbureauer. Her opretter du en bruger, betaler nogle penge, og så vil en masse filmfolk poste når de søger folk til deres projekter. Dem kan du så søge lige så meget du vil. Du kan også være heldig at blive kontaktet personligt af en caster, som har fundet dig på siden, og gerne vil bruge dig. Jeg vil gerne fortælle jer lidt om de 3 største af disse sider, og hvad mine egen oplevelse er med dem.


1. ONLINECASTING.DK


Onlinecasting er som nævnt en online castingside. Du opretter din profil, og derefter går det løs. Du skal udfylde forskellige informationer om dig selv, uploade billeder og det er også muligt at uploade videoer til din profil. Prisen er 70,- for en enkel måned eller 500,- for 12 måneder. Når din profil er oprettet og du er logget ind går du ind under "Castings & auditions", og herefter vil der komme en lang og rigtig nem overskuelig liste frem over alle de mulige jobs. Ved de jobs hvor du passer til (mht køn, alder osv.) vil der stå "Match" i en lille grøn bobbel. Du klikker derefter bare på de jobs du gerne vil søge, og går ind og skriver din ansøgning. Casteren vil herefter modtage din ansøgning sammen med et link til din profil. Jeg har selv fået rigtig mange jobs gennem onlinecasting da jeg startede ud, så jeg kan klart anbefale det!





Statisten er på mange måder ens med onlinecasting. Du vil muligvis også nogengange kunne se nogle af de samme jobs på både onlinecasting og statisten. Personligt har jeg rent faktisk haft betalt for begge på samme tid på et tidspunkt, da der dog er nogle forskelle på disse to sider. Og det sker nemlig også at et job vil blive sat op på statisten, men ikke på onlinecasting eller omvendt. Prisen for statisten.dk er 69,- for en måned, 149,- for 3 måneder eller 499,- for 12 måneder. Det hele forgår på samme måde som onlinecasting mht at oprette profil og søge jobs. Men igen - helt sikkert en side jeg vil anbefale!






Det fede og anderledes ved statist.dk er, at gennem denne side kan du søge jobs i både Danmark, Norge og Sverige. Igen, forgår det rigtig meget på samme måde med at oprette profil og søge jobs, og det kan umiddelbart godt føles som en lidt uoverskuelig side, men man vender sig rigtig hurtigt til det, hvis man lige øver sig lidt. Prisen er her 99,- for en måned, 149,- for 6 måneder og 199,- for 12 måneder. Igen en side som varmt kan anbefales!


Jeg håber at det hjalp jer lidt på vej! :)




onsdag den 2. oktober 2013

Min rejse indtil nu

Da jeg var 12 år søgte jeg for første gang om at blive statist i en spillefilm. Dette var spillefilmen "Superbror" af Nordisk Film, og jeg var så heldig at blive valgt. Da min far fortalte mig at de havde valgt mig, hoppede og dansede jeg af glæde, og kunne slet ikke vente med at komme på settet. Dette var begyndelsen på en år-lang rejse for mig, på færd med gøre drømme til virkelighed, og bare arbejde for det som jeg brændte for. Min medvirken i "Superbror", førte til tilbud om at medvirke i filmen "Vølvens Forbandelse" og en reklamefilm for DSB. Jeg havde nu noget at skrive på mit CV, og derfor noget erfaring der kunne hjælpe mig med jobs i andre film. Jeg medvirkede derefter i film som f.eks. "Min bedste fjende" og "Zoomerne". 

Fra filmen "Zoomerne". (Mig med tørklædet)

På et tidspunkt blev jeg valgt til at lave noget stunt i filmen "Monsterjægerne" og dette førte til at det professionelle casting-bureau "Panorama Agency", tilbød mig og komme i skolepraktik hos dem. Panorama repræsenterer skuespillere som f.eks. Mille Dinesen, Thure Lindhardt og Charlotte Munck. Det skal lige siges at stort set alt dette skete i 7.klasse, og jeg blev derfor nødt til at vente til jeg kom i 8. med at komme i praktik. Jeg fik dog imidlertid kontrakt med Panorama, og da jeg kom i 8. kom jeg i skolepraktik der. Efter 2-3 dages praktik blev jeg tilbudt fast job på kontoret hos dem 1-2 gange om ugen efter skole. Dette tog jeg selvfølgelig imod.


Tiden gik og jeg begyndte at få større og mere betydningsfulde roller. Jeg medvirkede bl.a. i 1. sæson af "Isas Stepz" på DR1, hvor jeg havde rollen som Zac's kæreste "Beate".

Fra juleafsnittet af Isas Stepz, sæson 1. (Mig med tørklædet igen, haha)
Derefter skete der en masse og jeg medvirkede bl.a. i forskellige musikvideoer bl.a. for Peter Jones og Ramasjang nationalsangen. Jeg fik en fast rolle på Disney-channel serien "Når klokken ringer", medvirkede i serien "Lærkevej", gik til drama, var til masterclass med hollywood skuespiller-coachen Ivana Chubbuck, som bl.a. er privatlærer for Brad Pitt og Halle Berry, fik fast rolle i DR serien "Robin Färdig" og meget meget mere og jeg arbejde også stadig i Panorama.

På settet til Disney serien "Når klokken ringer". (mig med den grå kjole)

Da jeg nåede til 9.klasse, tog jeg en beslutning om at tage et år på udveksling i USA. Dette førte til at jeg holdt et års pause, imens jeg var afsted, simpelthen fordi det var umuligt rigtigt at lave noget i USA, og jeg ville gerne kunne fokusere på selve mit ophold, frem for skuespillet. Jeg medvirkede dog i min high schools musical "The Wedding Singer", hvilket var en fantastisk oplevelse.

Da jeg kom hjem, fik jeg dog hurtigt modet igen, og ville straks igang med skuespillet igen. Jeg startede i 1.g, og jeg begyndte også at åbne øjenene for selve det at producere film, og det medførte at jeg kom ind på filmskolen Station Next ude i filmbyen i Avedøre, og der er jeg lige nu igang med mit andet år (siden jeg går i 2.g nu). Der gik dog heller ikke lang tid før, at jeg kom til casting igen efter jeg kom hjem fra USA, og denne gang på den anden sæson af Tv2 serien "Rita" og jeg var så utrolig heldig at få rollen som Line i Rita's 9.A. Vi optog fra oktober 2012 - februar 2013 og det var nogle af de 4 bedste måneder i hele mit liv. Rita2 kører faktisk lige nu hver onsdag kl.20 på Tv2, så se med! Det er en virkelig god serie :)

Fra Rita2, afsnit 2

Det er nok en rimelig god gennemgang af min rejse, med de vigtigste begivenheder. Der er dog en masse nye og spændende projekter igang. Senest fik jeg en rolle i en McD reklame som blev optaget i slutningen af september, så følg med på tv når den kommer ud! Bliver spændende! Men ja, det var nok det hele, og det skal siges at dette indlæg er på ingen måde for at blære mig, eller "se mig, se mig". Dette er for de interessede, der har lyst til at følge mit liv og min rejse og læse med. Som nævnt tideligere er den her blog også rigtig meget for at hjælpe folk på vej i branchen, og med dette indlæg understøtter det også lidt ekstra at jeg kender til branchen, og derfor kan hjælpe jer andre :) Og selvfølgelig, hvis det er nogen der har bare det mindste spørgsmål, så stiller i det bare! Svarer alle, og der er ingen dumme spørgsmål! :)


torsdag den 26. september 2013

Indtroduktion

Mit navn er Emma Oline Schirripa Skou. Jeg er en 17årig københavner der siden jeg har været helt lille, har gået med drømmen om at blive skuespiller. Efter mange års hårdt arbejde, er jeg nu stille og roligt ved og komme godt efter det, og de rigtige roller er begyndt at komme. (Mere om det i næste indlæg) Jeg har en baggrund som film og tv-skuespiller gennem de sidste 6-7 år, samt jeg har arbejdet i det profesionelle casting og management bureau Panorama Agency i 5 år. Derudover går jeg på filmskolen Station Next der ligger ude i filmbyen i Avedøre. jeg har derfor en god baggrundsviden omkring de fleste områder i branchen, både foran og bag kameraet, og det er denne viden jeg nu ønsker at dele ud af og inspirerer med.

Den her blog vil komme til at handle om vejen til at blive skuespiller, og det at slå igennem i Danmark. Der vil komme en masse tips og tricks, øvelser, historier fra mit eget liv og meget meget mere. Jeg føler selv at en blog som denne, var noget jeg selv kunne have brugt, da jeg først startede ud, men håber nu, at jeg kan føre drømmen og inspirationen videre til andre nye upcoming talenter.

Jeg håber rigtig meget at i vil følge med i livet med skuespillerdrømme, og hvis der nogensinde er nogen, der sidder med nogle spørgsmål, skal i slet ikke tøve med at skrive til mig, og jeg vil med glæde svare!

Mig som jeg ser ud nu, 17 år gammel :)